Hjem / Banebesøg Golfclub Storådalen

Banebesøg Golfclub Storådalen

Banebesøg Golfclub Storådalen.

Det er Kr. himmelfartsdag 2012, Hansengolf har sat kursen mod Golfclub Storådalen ved Holstebro, en af de nye klubber der lige nåede at skyde op inden finanskrisen.

Klubben der åbnede i 2007 er privatejet af familien bag JRK Invest der bl.a. omfatter erhvervsudlejning, klimateknologi og entreprenør-arbejde.

Hvis det er JRK Invest egen entreprenørvirksomhed der har stået for opførsel af klubhuset kan man trygt overlade opførelsen af ens egen bolig til dem. Klubhuset er ganske enkelt imponerende og starterhuset, der er Danmarks største med 30 pladser indenfor og 90 pladser på terrassen, er opført i samme smukke stil med zink, træ og skiffer.

Danmarks største starterhuset.

Storådalens direktør er Martin Robert Knudsen. Dem der har mødt ham på Ferie For Alle messen i Herning vil kunne genkende denne ”jysk forretningsmand” som en seriøs, entusiastisk, humørfyldt energibundt, men man fornemmer også der er lidt af et ”legebarn” i ham – for når nu koncernen ejer en virksomhed der udvikler brint teknologi, ja så skal klubben selvfølge også have en golfbil der kører på brint. Sådan en prototype er ikke helt billig og når der så ikke findes nogen stede man kan tanke brint, ja så må man bygge sin egen brinttankstation. Den finde man ved siden af parkeringspladsen, alt i alt en investering på ca. 15 millioner, – hvor er det dog skønt at der er nogle der gider gå forrest og skulle investeringen ikke komme hjem igen, så har man da om ikke andet skånet miljøet.

Det er den lokale arkitekt Poul Erik Hingebjerg der har tegnet banen. Hans navn som banearkitekt finder man stort set også på samtlige naboklubber i området, og at det ikke er første gang han har designet en bane ses tydeligt. Selv om arkitekten ikke har ønsket høje genstande som boldvaske og skilte til at skramme den smukke natur, så føles det helt naturligt at bevæge sig rundt fra hul til hul. Det skyldes i høj grad den korte afstand fra green til næste teested og det er værd at bemærke, at trods den korte afstand så er man langt nok væk fra hullet til ikke at føle sig generet af holdet bagved. Med 5 teesteder på hvert hul er der udfordringer på alle spilleniveauer. Der findes masser af fairways bunker lige i driving afstand. Man skal være opmærksom på at man kan finde sten i bunkers, men før man hidser sig op over det, skal man vide at banen er anlagt i en gammel grusgrav og sten bevæger sig ifølge naturloven altid opad, så klubben har ganske fornuftig indført en lokalregel hvor sten må fjerne uden straf, – og så har man bare at hidse sig ned igen. Selv om flere teesteder ligger højt så er banen let at gå og på ingen måde en ”pensionist dræber”. Fairways er brede, kortklippet og de jævnest vi har spillet på i Danmark i vores golfkarriere. Greens er gode og man føler man kan stole på dem, de er store og tilpas onduleret uden der går for meget ”Gøg og Gokke” i det. Med årstiden taget i betragtning var de meget hurtige. I nærheden af 9 på stepmeteren. Det er der ikke engang mange danske klubber der kommer op på om sommeren. Da greens består af krybende hvene, den græsart der kan tåle at blive klippet længst ned, så har de virkelig muligheder for at sætte ”speed” på, hvis det er det klubben ønsker, – men det er ikke nødvendigvis et ønske hos os almindelige golfere.
Da vi besøgte banen var der som der skal være lette og svære hulplaceringer – men alle fair placeret.

Banen har kuperede greens.

Op til vores besøg havde der regnet hele ugen og med Storåen som nabo kunne vi godt frygte at banen ville være våd, men vores frygt blev gjort til skamme. Banen var end ikke engang blød, 3 små vandpytter var alt hvad vi kunne finde.

Golfclub Storådalen.

Banen ligger i et åbent terræn, men der findes bestemt også træer på banen, lige fra velplaceret læhegn til skovhuller. Træerne vil man bl.a. opdage på dogleg hullerne 1, 13 og 16. Her gælder det om at ramme den korrekte længde i drivet, hvis ikke man ønsker sig et ”for” interessant andet slag.
Foruden storåen findes der en del andre vandhazarder på banen. På 4. hul møder man de første vandhazarder. Herefter er der mere eller mindre vand på samtlige huller resten af turen hjem. De største vand udfordringer findes ved 4. huls green. Hullet er et kort par 4 hul så man følger sig næsten ”tvungen” til at gå efter greenen i to. Greenen er godt beskyttet med en smal indgang samt vand i højre, venstre og bag. Da den samtidig ligger åben, så er det ikke nok at holde tungen lige i munden, der skal også tages hensyn til vindens indflydelse.
Femte hul er banens første par 3 hul. Her slår man op til en green i 3 plateauer – og der er virkelig tale om plateauer – så det vil være en virkelig god idé ikke at lande på et plateauer over hullet, ellers vil de der sidder i de flotte konference lokaler bag greenen let kunne få sig et billigt grin.

Hul 5

På 6. hul er der en vandhazard der ligger lidt ”træls” placeret, man skal beslutte om man vil slå kort af eller forsøge at slå over forhindringen i drivet, igen er det værd at tage vinden med i sin beslutning.
Banens signatur hul må være det ellevte. Et skønt par 3 hul beliggende i skoven med en sø foran og greenen er i 3 plateauer ligesom 5. green, igen skal man undgå at ramme et plateau over hullet, for så kan man godt notere mindst et 3 put på scorekortet.

Hul 6 til venstre og hul 11 til højer.

På 12. hul står man på et højt hævet teestedet og med par 5 hullets længde på 511 m. skal man også op at stå på køllen. Med en velplaceret sø ca. 30 m. før green skal de fleste nok satse på et et-put hvis man skal have par på hullet.
Banen skal have ros for ikke at have blinde huller. Har man valgt at spille fra et af de to bageste teesteder vil det dog på 4. og 6. hul være en fordel at gå frem til det mellemste teested og orienter sig inden man slår.

Alt i alt en god oplevelse og et genbesøg værd. Vi vil måske vælge en dag hvor det ikke blæser op til de 20 sek./m. som det gjorde på vores spilledag. Men blæsten havde den fordel at, på hul 3 røg en af os over på par 3 banen – vi kan derfor oplyse at par 3 banen er i samme høje stand som 18 hullers banen.

Trods banens høje stand ligger greenfee’en på et normalt niveau, 300,- kr. på hverdage og 350,- kr. i weekend og helligedage. Ved forudbestilling kan man for bare 25,- kr. ekstra bestille pakken ”Spil & Spis” der inkluder en frokostanretning (kl. 11-17) i klubbens restaurant Falling Water. Klubben har forskellige tilbud samt med i div. hæfter og rabatordninger, så det er værd at tjekke klubbens hjemmeside før et besøg.
Skulle man være en større forsamling der havde tænk sig at spille banen, så er vi jo i Jylland og med en ”jysk forretningsmand” kan man helt sikkert prutte om prisen.

Golfclub Storådalen er et besøg værd.